Goddamn it..

[Castiel J. Whitefeather]

Kaya Elisabeth Hansen

Med skrabende fødder og hænderne dybt begravet i lommerne på hættetrøjen gik Castiel og sparkede lidt til grusvejens mellemstore sten.
Sommerferie var noget af det, han glædede sig allermindst til. Faktisk var enhver form for ferie, hvor man kunne komme hjem og besøge sin familie, ham sørgmodigt ensom. Han havde intet skolearbejde at tage sig til, og det var ikke fordi at Castiel kunne blive på skolen denne gang ligesom vinterferien, for når det var sommerferie, blev man sendt hjem - færdig.
Og det var lige det, der var problemet.
Kort før Castiel havde påbegyndt sin fjerde årgang havde hans forældre besluttet at ville skilles efter utallige skænderier. Selvom han havde vidst det inderst inde, gjorde det lige ondt at få at vide, for han havde stadig håbet, at det bare var en periode.
Og nu skulle han til at bestemme sig for, hvem af dem han ville besøge.
Ærligt talt kunne han ikke lide nogen af dem. De var ikke særlig begejstrede for ham og hans evne til at ændre udseende, da de mente, at det var unormalt, bare fordi at "der ikke var nogen logisk forklaring på sådanne former for evner" - man kunne godt høre, at Ravenclaw var det dominerende kollegium i hans familie.
Og det var derfor Castiel havde valgt at gå sig en tur i Hogsmeade, hvor ingen højst sandsynligt ville forstyrre ham og hans tanker.
Magtesløsheden tvang ham ned på en bænk af mørkt træ lige overfor De Tre Koste. Her kunne han slappe af og få afstresset kroppen for den kommende ferie.
Forbandede sommer. Hvorfor skulle alting også være så besværligt?
Han vidste godt, at det at flygte fra problemerne ikke havde nogen effekt, for alle hans dæmoner skulle nok finde ham. En dag ville de alle sammen samle sig på sin dørmåtte, og så måtte han tage tyrene ved hornene med hver eneste en af dem.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde haft sommerferie i et par uger efterhånden, eller læse ferie som andre valgte at kalde det. Det var uden tvivl noget af en udfordring at gå på universitet, men hun var stadig for stolt og stædig til, bare at give op, også selvom hun var gravid igen, igen.. igen.
Hun var dog kun fire måneder henne, så der var jo heller ikke så meget at se på hende endnu. Hun havde heller ikke været super begejstret for, at gå ud af døren, men hun nægtede at være en af de der hjemmegående husmødre, det lå bare slet ikke til hende, hun vidste jo ikke engang om hun var klar til at blive mor.

Hun sad på en bænk uden foran De Tre Koste, og prøvede at overbevise sig selv om, at en enkelt lille øl, ikke ville skade, og alligevel holdt hendes skræk for at tabe dette barn også, hende tilbage. Hun sukkede og lænende sig frem, så hun kunne lade albuerne hvile mod sine knæ og hovedet mod sine hænder.
Hun vendte blikket lidt ned af gaden og rystede så lidt på hovedet. Hvor var det dog latterligt. Fire måneder med morgenkvalme, ingen appetit, pludselig ekstrem lyst til græskartærte, og næste øjeblik kvalme igen, bare ved lugten af det. Hun blev revet ud af sin tankegang, da en dreng satte sig ved siden af hende, "Du ligner en som er træt af livet?" sagde hun, og lænede sig tilbage med blikket hvilende på ham.

[Castiel J. Whitefeather]

En feminin stemme fik Castiel til at vende blikket mod en kvinde der sad ved siden af ham. Han sukkede lavmælt og vendte sit blik mod kvinden. Hun var blond med mørke øjne, og var ikke så mange år ældre end ham - hans gæt ville være måske en 3-4-5 stykker eller deromkring.
"Du skulle bare vide," svarede han med et opgivende toneleje, lænede sig lidt op ad bænkens ryg og skulle lige til at kaste sig ud i en lang og provokerende brokke-monolog, men han tog sig i det. Det ville nok ikke være særlig høfligt bare at begynde og tale om sig selv og sine egne bekymringer og dilemmaer. Det lød ret forfængeligt - og så gad hun sikkert ikke høre på det.
Der var jo ikke nogen, der ligefrem nød at lytte til andres tale om, hvor træls deres liv var - ikke engang psykologer og terapeuter, som så uheldigvis havde påtaget sig arbejdet som andres skraldespand.
"Jeg er Castiel," præsenterede han uden den store entusiasme, men fik dog fremtvunget et venligt smil. "Og jeg gætter på, at du også har erfaring med sådan noget, eftersom du kan se det?"
Det var mere et spørgsmål end en konstatering. Han var lidt spændt på at høre, hvad hun havde at sige, for han havde ikke noget imod at høre på, hvad hun mon havde at fortælle. Det ville måske ligefrem være rart at vide, at han ikke var den eneste, der mente, at alting da kunne brænde i Helvedet. Stykke for stykke, indtil det var ved at kollapse i en sammenblanding af flammer og røg, som aldrig ville komme sig over ødelæggelsen. 
Som arrene der ikke kan ses, men som aldrig vil forsvinde. 
Som revnerne i en smadret vase, der lige er blevet limet sammen.
For ham var det i hvert fald ligegyldigt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya vendte blikket mod ham, han så lidt for ung ud til, at være træt af livet, men nu var det jo heller ikke fordi hun selv var så gammel, selvom hun til tider følte det sådan. Hun lod hovedet tippe en smule til den ene side, "Tøseproblemer? Umulige forældre? For mange lektier? Du siger bare til, når jeg rammer rigtigt" sagde hun med et lettere flabet smil på læberne.
Hun havd egentlig ikke som sådan noget i mod, at høre på andres problemer, så længe de ikke forventede, at hun havde en hel masse løsninger, for hvis hun havde haft dem, så var hun nok ikke selv endt, hvor hun nu en gang var.

Hun så en smule mistroisk på ham, da han præsenterede sig, "Kaya.." svarede hun blot, med mindre han ikke læste aviser, så vidste han sikkert godt hvem hun var, selvom hun et sted ikke håbede han gjorde. Nogen gange var det bare rart, at snakke med nogen som ikke kendte ens fortid.
Hun trak let på skulderne, "Tjah.. Måske.. Jeg har mange erfaringerne, men jeg skal jo ikke kunne sige, om det er de samme som dig" svarede hun, og sendte ham et roligt smil. Der havde været sket så meget siden hun var hjem fra plejefar, Gary, og var begyndt på Hogwarts. Nogen gange ville hun ønske, hun bare havde været blevet hos Gary, blevet på Beauxbatons, blevet langt væk fra England. Men så havde hun jo bare heller ikke været hvor hun var i dag, hun havde langt fra været den Kaya hun var nu, selvom hun ikke helt vidste om det var en god eller en dårlig ting.

[Castiel J. Whitefeather]

Castiel skar en grimasse ved umulige forældre.
"Noget i den retning, ja," nikkede han sammenbidt. "Vi kunne prøve at udveksle dilemmaer."
Det sidste tilføjede han mest for at være lidt spøgefuld, men det var også ment med en lille snert af seriøsitet, som han prøvede at lægge skjul på.
Nogle ting kunne man bare ikke klare på egen hånd, selvom man troede, at man kunne, og derfor bare blev ved med at holde det for sig selv. Det var endnu en ting, han havde stødt på flere gange i de mere skønlitterære bøger, han havde fået læst. Læsning var trods alt en af Castiels få hobby'er. Det var hans udvej fra virkeligheden, som et exit-skilt, der gav ham lov til at træde ind i en anden verden.

"Kaya?" Han smilede skævt. "Det lyder ikke hundrede procent engelsk. Har du en afstamning fra et andet land af?"
Efter kvindens, Kayas, skepsis da hun informerede ham om sit navn, havde Castiel godt regnet ud, hvem hun var - men han brød sig ærligt talt ikke om Profettidende. Den måde de snusede rundt i andre folks privatliv var jo direkte vederstyggeligt, for ikke at nævne skamfuldt for de bedre avisers ry.
Hvis han nogensinde læste den avis, var det kun for at følge med i praktiske nyheder med information om, hvordan det gik samfundet og vidste du godt-facts, da det var noget Castiel samlede på i sin typiske Ravenclaw-hjerne. 
Så han lod som om, han ikke kendte hende - hvilket han da bestemt heller ikke gjorde. 
Castiel smilede skævt.
"Hvis dine forældre er skilt og ikke kan fordrage dig, fordi du er anderledes, har du en masse brugbar erfaring, som jeg ville ønske, jeg havde lidt af," sagde han ærligt og oprigtigt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun så en smule overrasket på ham, "Hvem siger jeg har dilemmaer?" svarede hun, Kaya liv var et stort dilemma, men hun havde vel efterhånden på et eller andet punkt vendte sig til det. Når livet gav hende citroner, rakte hun ud efter tequilaen, det var sgu nemmere end at lave lemonade, eller hvad det end var folk lavede ud af de skide opreklameret citroner.
Hun sukkede lidt, nej hendes liv havde bestemt ikke været en dans på roser, eller også var det netop dét, det havde været. En masse roser, med endnu flere torne. Hun hadede egentlig ikke sit liv, selvom mange måske ville mene hun burde.

Hun gengældte roligt hans smil, og nikkede så lidt, "Yeah, jeg er fra Danmark.." svarede hun, hun var ikke typen man bare lige kom ind på livet af, men dette her var jo uskyldige informationer, som man kunne finde hvor som helst.
Hun havde ikke noget i mod at snakke med fremmede, selvom hun nok burde have lært bare lidt af, hvor galt det kunne gå. Hun vidste jo inderst inde godt, at hun aldrig ville lærer af en eneste af sine fejl, selvom hun bildte alle det ind.
"Arh.. Ja den gruppe kan jeg godt melde mig ind i.. Mine forældre blev skilt da jeg var 15, og jeg har ikke snakket med min mor siden, og min far har ikke villet snakket med mig siden jeg var 17" sagde hun, og vendte blikket mod ham igen, "Hvor gammel er du?" spurgte hun nysgerrigt.

[Castiel J. Whitefeather]

Castiel hævede øjenbrynene og smilede skævt over hendes overraskede reaktion.
"Bestemt ingen jeg kender - men alle har vel deres udfordringer at tage sig af, så jeg regnede bare med, at du også havde dine," svarede han med en afslappet attitude.
Så vidt han vidste, havde alle mindst én ting, de gerne ville ændre. Enten havde de måske et familiemedlem i fængsel, så havde de magiske ikke magi ligesom de andre i familien, så var man måske anderledes eller også kunne man blive mobbet. Der var uendelige muligheder på, hvordan livet kunne være en udfordring.
Men ingens liv bestod udelukkende af smerte og besværlige valg. Alle havde også haft deres glædelige minder, deres lyksalige grin og/eller loyale venner, som altid var der for én.

Interesseret lagde Castiel hovedet på skrå.
"Danmark? Er det ikke det land med det ældste flag samt et af de ældste monarkier?"
Han havde formuleret det som et spørgsmål, selvom han allerede godt vidste det.
Endnu en ting han havde læst. Castiel begyndte at føle sig mere og mere nørdet i det.
Det var lige før, at han lige så godt kunne have sat et skilt på ryggen med ordet "NØRD" påskrevet.
Han lyttede opmærksomt til, hvad Kaya havde at fortælle. Skilte forældre i en alder af femten.
Så var han ikke den eneste.
"Jeg er femten," svarede Castiel åbent. "Og hvad med dig?"

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun sendte ham et roligt smil, "Det har jeg vel også.." svarede hun og vendte blikket lidt væk. Der var nok ingen tvivl om, at Kayas liv var et stort rod. Siden hun var kommet ud af Azkaban, havde hun mistet både Jason og Elliott, og der var ingen tvivl om, at hun savnede dem begge to. Men livet gik endnu engang den vej det gjorde, og der var intet hun kunne gøre.
Hun var træt, træt af at kæmpe og kæmpe og holde hovedet højt, selvom hun blev slået ned hver gang det begyndte bare, at gå nogenlunde for hende. Det var måske også derfor det barn i hendes mave betød så meget for hende, og hun ville gøre alt for at beskytte det.

Hun nikkede lidt, men vendte så blikket i mod ham igen, "Aner det ikke, jeg flyttede derfra da jeg syv år, og siden har jeg kun været der på ferie to gange," svarede hun og grinte let, hun kunne da stadig sproget, men det var mest fordi hun havde snakket det med sin mor indtil hun havde mistet kontakten til den kvinde, og når hun snakkede med sin bror, så foregik det for det meste også på dansk, men med alle andre snakkede hun jo engelsk.
"Femten år, og dine forældre er lige blevet skilt, eller?" spurgte hun, det var jo næsten som at se sig selv i drenge udgave. "Jeg er nitten, bliver tyve til december.." svarede hun og førte en lys hårtot om bag øret, med et roligt smil på læberne. Nitten år gammel, havde siddet i Azkaban ti måneder, mistet ufatteligt mange mennesker omkring sig, inklusiv sine forældre og to ufødte børn, taget stoffer, dræbet et anden menneske, næsten to. Nogen gange undrede det hende, at hun selv stadig var i live.

[Castiel J. Whitefeather]

Castiel betragtede Kaya. Hvis ikke han vidste bedre, ville han mene, at hun tænkte på noget - et slags flashback af en slags, så Castiel fandt det klogest at forblive tavs.
Det skete tit for hans bedsteforældre, når de tænkte tilbage på de gode, gamle dage, hvor folk som ham blev set værende som særlinge og mobbeofre.
Det havde heldigvis ændret sig gennem alle de år, hvor folk med medfødte evner blev set som ligemænd af de fleste hekse og troldmænd.
De fleste. Ikke alle var lige storsindede - det kunne hans egne slægtninge selv bekræfte, for de havde da intet imod at nedgøre ham lidt meget ret tit.

Med et skævt smil rystede han beundrende på hovedet.
"Du tager det virkelig pænt," sagde Castiel lidt efter, og huskede at lægge slet skjul på sin imponering. Han var ikke helt sikker på, om han ville være i stand til at kunne gøre det - men med alder kommer erfaring, som man plejer at sige.
"Jah, altså lidt før femte årgang begyndte, så jeg har haft noget tid til at komme mig over det. Altså ikke fordi jeg holder af dem...," svarede han og kløede sig lidt i nakken.
Det skete tit, når han var lidt for ærlig - som lige nu, for eksempel.
Castiel nikkede. Nitten. Det havde været et af hans gæt.
"Så har du vel også oplevet nogle af de bedre ting, eller hvad?" spurgte han, bare lige for at sikre sig, at ikke hele hendes liv havde været et komplet, brændende og endeløst helvede. Uden selv at vide det, var han begyndt at udvikle en smule tillid til Kaya. Noget, han havde nemt ved med sin baggrund - hvilket godt kunne gå hen og blive et stort problem for Castiel.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et kort grin forlod hendes læber, "Måske udadtil.. Vær du glad for, du ikke er inde i mit hoved" svarede hun, og blinkede til ham. Det kunne godt være hun udadtil, altid virkede som om hun havde styr på det hele, men det var desværre ikke altid sandheden. Problemet ved det var nok, at hun stadig ikke fortrød noget i sit liv, hun vidste godt der var mange ting hun havde fucked op i, men hvis hun skulle leve sit liv helt forfra? Nej så var der intet hun ville gøre om, mest fordi hun vidste, at hvis der bare var én af de ting fra hendes fortid, som blev lavet om, så ville hun ikke være den hun var den dag i dag, og Kaya elskede uden tvivl sig selv højere end nogen andre.

Hun kneb øjnene kort sammen, men endte så med at sende ham et smil, "Tro mig, jeg forstår godt det er svært lige nu, men det skal nok blive bedre" sagde hun ærligt, okay nu havde hendes forældre kun været skilt i nogle dage før hun havde mistet kontakten til sin mor, og kun to år efter havde hendes far også slået hånden af hende, men indtil da, så var det vel blevet bedre, og det havde jo været hendes egen skyld. "Selvfølgelig holder du af dem, det er dine forældre, men nogengange er det bare bedre, at de går hvert til sit, end at de skændes og begge er ulykkelige" sagde hun og trak lidt på skulderne.
Hun kørte en hånd i gennem det lange blonde hår, "Ja selvfølgelig," sagde hun og sendte ham et nyt smil. Det var jo ikke fordi hendes liv var et stort minde af had og dumheder. Hun sad trods alt med en gravid mave på, og ja hun glædede sig uden tvivl, selvom hun var lidt spændt på, hvordan hende og Jayden ville klare opgaven som forældre sammen.

[Castiel J. Whitefeather]

"Det vil jeg så," forsikrede Castiel Kaya, da han hørte hendes svar.
Han kendte udmærket godt tricket med en facade. Man brugte den, så man ikke udstillede sig selv som svag, som et nemt offer for blandt andet mobning. Men det var også fordi, man ikke ønskede at skade eller såre de andre omkring én, ved at indrømme, at man faktisk havde det af Helvede til - og dermed fik dem trukket med ind i det på en eller anden måde. Det var en del af det populære udtryk og rim, fake it 'till you make it.
Så det gør man. Og pludselig bliver den en konstant del af én selv. Som om muren var smeltet sammen med ens personlighed. Som om den virkelig var en del af én selv - hvilket det da også var.
Men langt de fleste arrogante folk var faktisk utroligt usikre på sig selv.

"Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det vil," bekræftede Castiel og gav dermed Kaya ret i, at det umuligt kunne føles sådan her for evigt, for det vidste han skam godt. Med tiden lærte man at vænne sig til det og arrangere livet efter forandringernes gang.
Det var jo sådan det hele hang sammen.
"Der er vil altid et specielt bånd mellem et barn og dets forældre, næsten lige meget hvordan de har opført sig - og skænderier er altid forfærdelige, da de har en negativ påvirkning," nikkede han med en grimasse, der afslørede, at han ikke var meget for det - og at det var endnu en ting, han havde læst.
Gosh, hvor brugte Castiel meget tid på biblioteket...
Atter nikkede han smilende, glad for at høre det positive svar. Der var vel altid håb forude. 99% af ens liv blev trods alt formet af ens egne valg - for eksempel valg som folk, der fik lov til at såre én og valg om hvordan man ville leve - om man ville være pessimistisk og skeptisk eller optimistisk og åbensindet.

[Kaya Elisabeth Hansen]

For Kaya handlede hendes hårde facade ikke om, at passe på andre, den var der udelukket for at passe på hende selv. Hun var et egoistisk menneske, og hun stod gerne ved det. Hvis der ikke var noget godt for hende i noget, jamen så gjorde hun det bare ikke.
Hun nikkede roligt, der skulle nok noget af en psyke til, for at kunne rumme alt det Kaya havde været i gennem. Selv for hende blev det til tider for meget at tænke på, så kunne hun undgå det, jamen så gjorde hun det også.

Hun sukkede lidt, "Godt, bare tænk på alle fordelene ved det" sagde hun og sendte ham et roligt smil. Der var jo fordele ved at forældrene ikke boede sammen. Man kunne sige man var hos den ene til den ene, og den anden til den anden, og så i virkeligheden være et helt tredje sted. Det havde Kaya da gjort en del gange, men det havde jo bare ikke virkede efter hendes mor hendes slået hånden af hende. Men alt dette kunne hun jo også være ligeglad med nu, for hun snakkede ikke med nogen af dem, og hun boede i en lejlighed med sin bedste veninde.
Hun grinte kort ved hans ord, "Det syntes jeg bare du skal sige til mine forældre," svarede hun og himlede let med øjnene, der var i hvert fald intet bånd i mellem Kaya og hendes forældre mere. De var fremmede for hinanden, det eneste familie medlem som hun stadig havde kontakt til, var hendes gudfar, og han var ikke engang biologisk.

[Castiel J. Whitefeather]

Med et skævt smil forsøgte Castiel at forestille sig, hvordan det ville være.
En god ting kunne være, at når han blev skældt ud for ikke at være almindelig, var der kun én til at gøre det - og én var helt klart bedre end to.
Måske havde Kaya fat i noget. Der kunne jo vel nok være nogle lyse sider ved det. Det var bare med at finde de fordele, der var, og så koncentrere sig om dem.
Flere eksempler? Tjah... ikke flere skænderier. Og hvis der var, blev det over telefonen - og dét ragede Castiel lige så meget som en brægende ged, eftersom han ikke kunne høre hvad personen i den anden ende af røret så svarede.
Desuden talte de alligevel næsten aldrig i mobil. De mente, at håndskrevne ydelser - breve - var meget mere personlige og lærerige, samt det holdt hjernens kendskab til ord og bogstaver ved lige.
Kæft, en nørdet familie han havde.

"Jeg kunne skrive en hel bog til dem," sagde Castiel med løftede øjenbryn, "men det tror jeg ikke ville interessere dem særlig meget."
Det var et sandfærdigt svar. Der var ikke mange andre end ham selv og nogle andre nørdede folk, højst sandsynligt Ravenclawer, der gad læse en hel faglitterær bog om, hvorfor det var usundt og dårligt for helbredet at skændes konstant.
Om det kunne ende med at være fascinerende? Kun for de folk, der ikke magtede at gå til en parterapeut - eller bare mennesker, der ikke havde noget liv og kedede sig som ind i Helvede...
Præcis ligesom ham selv, indrømmede Castiel i sin kiksede tankeverden.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et kort fnøs lød fra Kaya, "Ærligt, så ville de enten kaste den efter dig, eller også ville de kaste dig efter den.." svarede hun og himlede let med øjnene. Det der med, at man skulle blive mere moden og hvad folk ellers ikke sagde om en gravid kvinde, det var ikke lige noget som havde ramt Kaya. Men det var jo fordi hun inderste inde bare gik og ventede på, at et eller andet ville gå galt, præcis ligesom de to første gange.

Hun vendte blikket mod ham på ny, "Men sådan er livet vel bare nogen gange.." sagde hun, sådan lidt ud af det blå. Hun havde accepteret, at hverken hendes mor eller far ville snakke med hende, og skulle hun være ærlig, så ville hun heller ikke snakke med dem mere. Ligesom hun ikke ville snakke med sin storebror. "Har du nogen søskende?" spurgte hun, trods alt, så havde Benjamin været flyttet hele vejen fra USA og til England, for at de havde kunne støtte hinanden under hele skilsmissen. Men det betød ikke, at hun ville tilgive ham, for at have meldt hende.

[Castiel J. Whitefeather]

Castiel grinede af det Kaya sagde med, hvordan hendes forældre ville reagere, hvis han rent faktisk skrev en bog.
"Det lyder som nogle meget temperamentsfulde forældre," kunne han ikke dy sig for at bemærke. Efter mange års læsning, havde hans hjerne udviklet sig sådan, at de kunne få en masse billeder frem ved at høre eller læse noget, så forestillingen om, at han ville blive kastet efter en bog var ret så humoristisk.

Castiel nikkede bifaldende. Det var rigtig nok. Livet kunne være noget værre rod. Mest fordi det var umuligt at drukne ens dæmoner, for størstedelen af disse kunne alligevel svømme tilbage - hvis det nu var. Man holdte dem kun stangen, lidt ligesom en evig dødsdans. De ville altid vende tilbage, lige indtil man tog sig sammen og bekæmpede dem. Ansigt til ansigt.
Hvis dæmonerne altså havde ansigter...
Med et hurtigt skuldertræk svingede Castiel sit mørke pandehår væk fra øjnene.
Kæft, hvor kunne det være provokerende.
"Ikke så vidt jeg ved," svarede han bare. "Hvad med dig?"